Liverpool-krise fortsætter: Taber trods drømmestart

Skrevet af admin

23/11/2014

Mest læste i dag

Krisen begynder så småt at stikke dybt i storklubben Liverpool. Søndag eftermiddag måtte holdet se sig slået med 1-3 på udebane mod bundholdet Crystal Palace, der blot to gange tidligere har vundet i denne sæson.

Det var Liverpools tredje nederlag træk, og presset vokser på manager Brendan Rodgers.

Klubben placerer sig på en stærkt utilfredsstillende 11.-plads, og den kan falde yderligere en plads tilbage efter søndagens kamp mellem Hull og Tottenham.

End ikke en føring kunne hjælpe Liverpool på dagen. Holdet fik nemlig den bedst tænkelige start.

Allerede efter to minutter fik angriberen Rickie Lambert en fremragende stikning i dybden, som han tæmmede og sikkert sparkede ind bag målmand Julian Speroni.

En sådan føring burde give Liverpool ro til at kontrollere kampen, men Crystal Palace kæmpede sig energisk tilbage.

Kun 12 minutter senere havde Dwight Gayle udlignet, så holdene senere kunne gå til pausen med 1-1.

Kampen var afvekslende, men Liverpool pressede dog mest på for en scoring i anden halvleg. Den udeblev, og i stedet udviklede det sidste kvarter sig som et mareridt for Liverpool.

12 minutter før tid sørgede Joseph Ledley for 2-1, da han sparkede bolden mellem benene på målmand Simon Mignolet efter Yannick Bolasies fremragende forarbejde på højrekanten.

Tre minutter senere fik hjemmeholdet et frispark, som Mile Jedinak sendte i målhjørnet fra omtrent 25 meter til slutresultatet 3-1.

Det er kun en halvt år siden, at Liverpool senest oplevede en mareridtsafslutning på Selhurst Park.

I maj forduftede mesterskabschancen endeligt, da Liverpool satte en føring på 3-0 over styr i det sidste kvarter, så kampen sluttede 3-3.

Muligheden for at spille med om mesterskabet er allerede forduftet i denne sæson, da Liverpool nu er 18 point efter Chelsea.

/ritzau/