Liverpool-legende advarer mod ny Suarez-kontrakt

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

Liverpool forsøger angiveligt desperat at forlænge kontrakten med klubbens uruguayanske stjerneangriber Luis Suarez.

Merseyside-klubben har ifølge flere medier tilbudt Suarez en fordobling af hans løn.

Men Liverpool bør være varsomme med at sprænge banken for at få angriberen til at skrive under.

Det mener tyske Dietmar Hamann, der har en særlig plads i hjertet på alverdens Liverpool-fans, da han var med til at sikre klubben Champions League-trofæet i 2005.

- Det, der ikke må ske, er, at vi om et halvt år har samme situation, som vi havde i sommer (hvor Suarez ville sælges. red.), siger Hamann ifølge talksport.

- Han kunne underskrive en ny kontrakt nu, hæve 200.000 pund om ugen, hvorefter holdet ender uden for top-fire, og så vil vi have den samme ballade.

Luis Suarez er suveræn topscorer i Premier League med 17 mål og det er på trods af, at han sad ude i sæsonens første seks kampe på grund af karantæne.

I weekenden var angriberen arkitekten bag Liverpools imponerende 5-0-sejr ude over Tottenham. Suarez scorede to mål, lagde op til yderligere to og fremprovokerede et rødt kort til en modstander.

Dietmar Hamann erkender, at angriberen er blandt verdens bedste spillere, og at det vil være en klar svækkelse af Liverpools hold, hvis Suarez skifter til en anden klub.

- Jeg vil gerne have, at han bliver, men der er nødt til at være klarhed. Han bliver nødt til at forstå, hvad det vil sige at forpligte sig.

Liverpool ligger på andenpladsen i Premier League, og holdet er blot to point efter førerholdet Arsenal.

/ritzau/