Liverpool-legende: England skaber babyer og ikke mænd

Skrevet af admin

29/06/2016

Mest læste i dag

England har et stort problem. Landet drukner sine fodboldspillere i forkælelse og omsorg, fra de er helt unge. Akademierne tror, de skaber mænd, men i praksis skaber de babyer.

Det skriver Liverpool-legenden Jamie Carragher i en harmdirrende klumme i avisen Daily Mail.

- Spillerne i akademigenerationen er bløde fysisk, og de er bløde psykisk, skriver Jamie Carragher.

Han bruger betegnelsen "akademigenerationen", fordi spillere aldrig før har haft så meget tid til udelukkende at fokusere på fodbold. De bliver fragtet til og fra træning, spiller på perfekte baner og i nyt, pletfrit træningstøj hver dag.

- Alt bliver gjort for at sikre, at de kun skal fokusere på fodbold. Vi tror, at vi skaber mænd, men faktisk skaber vi babyer.

- Livet har været for let. De bliver forkælet, fra de er unge, får smidt penge efter sig, og når tingene går galt, får de at vide, at det ikke er deres skyld, skriver Jamie Carragher.

Hans pointe er, at det er for nemt at sige, at det er trænerens skyld, når Englands landshold underpræsterer.

Den svaghed, han ser, i de overbeskyttede engelske spillere gør ham vred.

Spillerne må tage ansvar - og de må lære at tænke selv.

Han håber i øvrigt, at tyske Jürgen Klinsmann bliver Roy Hodgsons efterfølger som Englands landstræner.

/ritzau/