Liverpool-legender jubler over Hillsborough-dom

Skrevet af admin

26/04/2016

Dagens topnyheder

Det var politiets og ikke fansenes egen skyld, at 96 Liverpool-fans mistede livet under tragedien på Hillsborough under FA Cup-semifinalen mod Nottingham Forest i 1989.

Sådan lød dommen tirsdag fra juryen, som 27 år efter ulykken frikendte fansene for selv at være skyld i tragedien. Og den dom vækker glæde blandt flere Liverpool-legender.

- Efter 27 år er det endelig blevet bekræftet, hvad vi alle har vidst hele tiden. Mine tanker er hos familierne og dem, som er påvirket af det. Retfærdighed for 96, skriver den tidligere Liverpool-manager Roy Evans på Twitter.

Han var selv til stede på Hillsborough i 1989, skriver BBC. Det var dog ikke som manager, da han først blev Liverpool-manager i 1994. Han spillede selv for klubben fra 1965 til 1974.

Også John Aldridge, der spillede for Liverpool fra 1987 til 1989, er strøget til tasterne på Twitter, hvor han også langer ud efter dem, som har tvivlet på, om Liverpool-fansene selv var skyld i ulykken.

- Fantastisk at se reaktionen fra familierne uden for retssalen. Meget emotionelt også. Sandheden er ENDELIG ude. Bemærk det, alle tvivlere, skriver Aldridge.

Den tidligere Liverpool-forsvarsklippe Jamie Carragher er mere kortfattet i sit tweet:

- Endelig retfærdighed, skriver han.

/ritzau/