Liverpool lugter Champions League-plads efter sejr

Skrevet af admin

14/04/2015

Dagens topnyheder

Manchester City er gået helt i stå i toppen af Premier League, og det har givet Liverpool fornyet tro på, at holdet kan snuppe fjerdepladsen, som giver en adgangsbillet til næste sæsons Champions League.

Det fortæller Liverpools manager, Brendan Rodgers, efter mandagens 2-0-sejr hjemme over Newcastle.

- Vi vidste, at vi var nødt til at vinde. Manchester City har måske åbnet en dør på klem for holdene under dem, men vi er stadig nødt til at vinde vores kampe, siger Rodgers til Sky Sports.

Afstanden op til Manchester City er på fire point for Liverpool, mens der er yderligere fire point op til Manchester United på bronzepladsen.

Men flere indbyrdes opgør mellem holdene i topstriden kan skubbe rundt i stillingen, mener Liverpool-manageren.

- I de sidste fem kampe i sæsonen er der stadig mange indbyrdes møder (mellem topholdene, red.). Så længe vi kan vinde vores kampe, holder vi presset på holdene, der ligger foran os, lyder det fra Brendan Rodgers.

Liverpool har seks kampe tilbage i Premier League, og her møder holdet West Bromwich, Hull, Queens Park Rangers, Chelsea, Crystal Palace og Stoke i nævnte rækkefølge.

/ritzau/