Liverpool må undvære tysk profil i op til seks uger

Skrevet af admin

16/04/2016

Dagens topnyheder

Torsdagens dramatiske 4-3-sejr over Borussia Dortmund blev dyr for Liverpool.

Mens fodboldklubben kan glæde sig over avancementet til Europa League-semifinalen, må englænderne ærgre sig over, at klubben skal undvære Emre Can i et godt stykke tid.

Den tyske landsholdsspiller måtte udgå ti minutter før tid med en ankelskade, der holder ham ude mellem fire og seks uger.

Det meddeler Liverpool på klubbens hjemmeside.

- Det er ikke udelukket, at den 22-årige spiller kan vende tilbage inden udløbet af sæsonen, skriver klubben.

Liverpool mangler at spille syv kampe i Premier League, hvor sidste runde afvikles 15. maj.

28. april og 5. maj venter spanske Villarreal i semifinalekampene i Europa League, men de kampe bliver altså spillet uden Emre Can.

Han kan måske nå at blive klar til finalen 18. maj, hvis Liverpool kommer så langt.

I juni venter EM i Frankrig, hvor Emre Can er kandidat til en plads i Tysklands trup.

/ritzau/