Liverpool-manager er klar over at han skal levere

Skrevet af admin

24/11/2014

Mest læste i dag

Når man er blevet nummer to i den forgangne Premier League-sæson, er en placering som nummer 12 efter 12 runder langt fra prangende.

Og når man samtidig er manager for en af de mest traditionsrige klubber i England, er tålmodigheden fra fans og bestyrelse ved at være brugt op.

Det ved Brendan Rodgers godt, og derfor er Liverpool-manageren også helt indforstået med, at han skal præstere bedre, hvis han vil beholde sit job.

- Jeg er ikke så arrogant, at jeg tror, at jeg beholder mit arbejde uanset hvad. Alle managere ved, at de skal vinde kampe.

- Jeg kan kun gøre mit bedste, kæmpe endnu hårdere og tage ansvar. Alt pres ligger på mig. Det er mit ansvar som manager at sætte det bedste hold, som jeg tror, kan vinde kampe, siger han ifølge AFP.

Rodgers var søndag vidne til endnu en Liverpool-skuffelse i denne sæson, da holdet tabte 1-3 til Crystal Palace, efter at Rickie Lambert ellers havde givet holdet en drømmestart med en scoring i kampens andet minut.

Et nederlag, som Rodgers ikke engang forsøger at finde undskyldninger for.

- Vi var ikke i nærheden af det niveau, vi kunne forvente. Det var et hold uden selvtillid.

- Alt i alt var der ikke den intensitet og det sammenhold, der skal til. Når resultaterne svigter, går det ud over troen, det er der ingen tvivl om, siger han.

Liverpools næste opgave venter på onsdag, hvor holdet møder Ludogorets fra Bulgarien i Champions League.

/ritzau/