Liverpool-manager: Henderson og Can kan nå toppen

Liverpool er flyvende for tiden og er efter en sløj sæsonstart kommet op på femtepladsen i Premier League.

Onsdag blev det til en 2-0-hjemmesejr over Burnley.

Især midtbanespilleren Jordan Henderson og allroundspilleren Emre Can har imponeret Liverpool-manager Brendan Rodgers på det seneste.

Rodgers er sikker på, at duoen kan opnå status af "verdensklasse" snart, hvis de fortsætter som nu.

- Jordan forbedrer sig hele tiden. Han bliver bare endnu bedre, jo mere moden han bliver. Han er ved at blive en sand leder på banen. Han spillede flot mod Burnley, siger Rodgers om den 24-årige engelske landsholdsspiller.

Henderson scorede selv et mål og lagde op til Daniel Sturridges mål i sejren over Burnley.

Den tyske U21-landsholdsspiller Emre Can, som både kan spille på midtbanen og i forsvaret, dannede en stærk forsvarskæde med Martin Skrtel og Dejan Lovren mod Burnley.

Rodgers har efterhånden en ret stor fidus til den 21-årige tidligere Bayern München- og Leverkusen-spiller.

- Giv Emre et par år mere, og så vil han kunne spille i hvilken som helst klub i verden. Han er stærk og aggressiv. Han har fodbold-intelligens, power, fart, og han er meget rolig i sit spil.

- Han vænner sig hurtigt til spillet i England. Han laver også det beskidte arbejde. Jeg tror virkelig, at han bliver en spiller i verdensklasse, siger Rodgers.

Liverpool er tre point fra Arsenal på den tredjeplads, der giver direkte adgang til Champions League. Rodgers' mandskab har endda kun to point op til Manchester Uniteds fjerdeplads, som giver adgang til Champions League-kvalifikationen.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip