Liverpool-manager roser Suarez' gestus til Agger

Skrevet af admin

21/12/2013

Dagens topnyheder

Selv om Liverpools stjerneangriber Luis Suarez scorede to mål og lavede en assist i lørdagens 3-1-sejr over Cardiff i Premier League, var det en anden af uruguayanerens aktioner, som Liverpool-manager Brendan Rodgers efterfølgende fremhævede.

Suarez viste nemlig Daniel Agger stor respekt, da danskeren blev indskiftet syv minutter før tid.

- Jeg synes, at han viste stor ydmyghed, da Daniel Agger kom ind. Han (Suarez. red.) afleverede straks anførerbindet til ham, da han er viceanfører. Det viser, hvilken holdspiller Suarez er, siger Rodgers til Liverpools hjemmeside.

Liverpool rykkede med sejren over Cardiff op på førstepladsen i Premier League.

Men topscorer Luis Suarez, der lørdag scorede sit 18. og 19 sæsonmål, opfordrer til, at Liverpool trods succesen holder fokus.

- Vi spillede en rigtig god første halvleg. Det er for tidligt at sige, om vi kan vinde titlen. Det vigtige er, at vi fortsætter hårdt med at arbejde frem mod næste kamp, siger Suarez efter lørdagens kamp mod Cardiff ifølge BBC.

– Når vi spiller hjemme, er vi meget stærke. Vi skal prøve at gøre vores bedste i de kommende uger, siger han.

Luis Suarez forlængede i den forgangne uge sin kontrakt med Merseyside-klubben.

Liverpool har et point ned til Arsenal, der dog kan erobrere førstepladsen, hvis Nicklas Bendtners klub mandag vinder over Chelsea.

/ritzau/