Liverpool-manager tror stadig på Champions League

Minimum fire sejre i sæsonens resterende fem kampe kan være nok til en Champions League-plads til Premier League-klubben Liverpool.

Det tror manager Brendan Rodgers i hvert fald, selv om de rødklædte aktuelt er syv point efter ærkerivalen Manchester United på fjerdepladsen, mens der er ni point op til Manchester City, som dog har spillet en kamp mere end Liverpool.

- Det bliver meget svært at nå i Champions League. Med fem kampe tilbage bliver vi nødt til at vinde mindst fire for at give os selv en chance for at nå det.

- Man ved aldrig, hvad der sker for holdene over os. Vi må bare sørge for, at vi holder presset på dem. Vi har en kamp i hånden den kommende uge, og det er vigtigt, at vi vinder den kamp, siger Brendan Rodgers.

Meget tyder dog på, at Liverpool lørdag forpassede muligheden for at nå i Europas fornemste klubturnering, da det kun blev til 0-0 ude mod West Bromwich.

Endnu engang manglede klubbens offensivspillere skarphed, og det har været kendetegnet i år i modsætning til sidste sæson, hvor Liverpool scorede over et mål mere i snit per kamp takket være den skarpe frontduo med Daniel Sturridge og Luis Suarez.

- Hvis du tager 52 mål ud af holdet, så hjælper det dig ikke, siger Brendan Rodgers med henvisning til salget af Suarez og Sturridges mange skader.

- Vi scorer bare ikke så mange mål, så simpelt er det. På alle andre parametre har vi spillet godt, men vi har manglet en lille smule held og kvalitet på den sidste tredjedel af banen. Det er noget, vi skal kigge på til sommer, det er helt sikkert, siger manageren.

Raheem Sterling med syv mål er Liverpools ligatopscorer denne sæson.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip