Liverpool-manager vil give Gerrard trofæ i afskedsgave

30. maj 2015 kan blive en skelsættende dato for Liverpool-legenden Steven Gerrard.

Det er dagen, hvor han runder 35 år, men hvis foråret flasker sig, kan han fejre samme dag med at løfte FA Cup-trofæet. Endda i sin sidste kamp for Liverpool.

Klubbens manager, Brendan Rodgers, håber inderligt, at holdet kan give Gerrard denne afskeds- og fødselsdagsgave.

- Vi kan ikke markere dagen på nogen bedre måde end at vinde FA Cuppen på hans fødselsdag. Det vil være den perfekte afskedsgave, siger Brendan Rodgers til Sky Sports.

Fire dage efter at Gerrard meddelte, at den igangværende sæson er hans sidste hos Liverpool efter 17 år, viste midtbanespilleren, at han stadig kan afgøre kampe for holdet.

Mandag scorede han begge mål, da Liverpool i tredje runde af FA Cuppen slog Wimbledon 2-1.

- Steven var fremragende. Med sin strålende individuelle præstation var han en katalysator for hele holdet.

- Havde han været en egoistisk spiller, havde han holdt mere på bolden og forsøgt at score hattrick, men i stedet forsøgte han at skabe muligheder for sine holdkammerater, roser Rodgers.

Liverpool skal igennem yderligere fire runder, inden en eventuel FA Cup-finale på Wembley er en realitet.

I næste runde venter en hjemmekamp mod Bolton, der spiller i den næstbedste række.

/ritzau/

Dagens Gossip