Liverpool og Tottenham stryger i Liga Cup-semifinaler

Liverpool fik onsdag aften en lille opmuntring midt i en ellers helt igennem trøstesløs sæson.

Den engelske fodboldklub kvalificerede sig til semifinalerne i den mindste af de to engelske pokalturneringer, Capital One Cup, også kaldet Liga Cuppen.

Det skete med en 3-1-sejr ude over Bournemouth, der er tophold i den næstbedste række.

Raheem Sterling bragte Liverpool foran efter 20 minutter, da han stod klar tæt ved mål.

Syv minutter senere scorede Lazar Markovic til 2-0, og den stilling holdt sig frem til pausen.

Raheem Sterling afgjorde reelt kampen, da han fem minutter inde i anden halvleg scorede til 3-0.

Bournemouth reducerede til 1-3 ved Dan Gosling, og hjemmeholdet pressede på, men det blev ikke til flere mål.

Liverpool er efter sidste sæsons andenplads i gang med en miserabel sæson i Premier League, hvor klubben blot er nummer 11. I sidste uge blev Liverpool slået ud af Champions League.

Tottenham havde Christian Eriksen med i hele kampen, da klubben gik videre til semifinalerne med en overbevisende 4-0-sejr hjemme over Newcastle.

Efter et hjørnespark fra danskeren scorede Nabil Bentaleb til 1-0 efter 18 minutter, og kort inde i anden halvleg fordoblede Nacer Chadli føringen.

Harry Kane øgede til 3-0, og Roberto Soldado afsluttede målfesten, efter at Christian Eriksen havde affyret et skud, der blev halvklaret.

Sejren er en opmuntring for Tottenham, der har været halvskidt kørende i Premier League, hvor klubben er nummer syv.

De to sidste hold i Capital One Cup-semifinalerne er Chelsea og overraskelsen Sheffield United.

/ritzau/

Dagens Gossip