Liverpool sikrer sig endnu en Southampton-profil

Skrevet af admin

28/06/2016

Mest læste i dag

Premier League-klubben Liverpool har sikret sig offensiv forstærkning forud for den kommende sæson.

Liverpool har tirsdag offentliggjort indkøbet af Southampton-wingen Sadio Mane, der har skrevet en "langfristet kontrakt", skriver klubben på sin hjemmeside.

- I dag er en stor dag, og jeg er meget glad for at indgå en aftale med en af de største klubber i Europa, siger Sadio Mane.

Den 24-årige senegaleser har scoret 21 ligamål i to sæsoner for Southampton, hvor han har haft stor succes, siden klubben hentede ham i Red Bull Salzburg i 2014.

Mane skal hjælpe den falmede storklub og manager Jürgen Klopp med at forbedre sidste sæsons skuffende placering som nummer otte i Premier League.

Klopp kender sin nye mand ganske glimrende efter Liverpools 2-3-nederlag på St. Marys Stadium i marts.

Ved den lejlighed lignede Liverpool et hold på vej mod en sikker sejr med en 2-0-føring ved pausen, men indskiftede Mane havde med to scoringer i anden halvleg en væsentlig andel i, at Southampton vendte kampen til en 3-2-sejr.

Det er langt fra første gang, klubben på den engelske sydkyst afhænder en spiller til Liverpool.

Trafikken af spillere på vejen fra Southampton til Anfield har været tæt i de seneste sæsoner, hvor Adam Lallana, Dejan Lovren, Rickie Lambert og Nathaniel Clyne alle har taget samme tur.

/ritzau/