Liverpool slår Stoke i målorgie

Skrevet af admin

12/01/2014

Dagens topnyheder

Uden en skadet Daniel Agger vandt Liverpool søndag en medrivende og målrig kamp på udebane mod Stoke City med 5-3.

Liverpool havde før kampen aldrig vundet på Britannia Stadium, men muligheden for at bryde den kedelige statistik blev større allerede efter fire minutter, da Liverpool kom foran 1-0.

Venstrebacken Aly Cissokho afsluttede et par meter uden for feltet. Stoke-spilleren Ryan Shawcross rettede skuddet af, og det snød den unge Jack Butland i målet, der var foretrukket frem for Thomas Sørensen.

Føringen blev fordoblet efter en halv time. Luis Suarez opfangede bolden efter en fejl i Stoke-forsvaret, og han sendte den sikkert mellem benene på Stoke-keeperen og ind i mål.

Bedst som kampen var halvvejs lukket, svarede Stoke tilbage på mål af to tidligere Liverpool-spillere.

Først headede tårnhøje Peter Crouch et indlæg fra venstre i mål, og et minut inden pausen udlignede midtbanespilleren Charlie Adam med et hårdt venstrebensdrøn fra kanten af feltet.

Efter pauseteen kom dommeren i fokus, da han efter 50 minutter fløjtede et noget tvivlsomt straffespark til Liverpool, i en situation hvor Raheem Sterling gik i græsset efter en skuldertackling.

Anfører Steven Gerrard udnyttede sikkert straffesparket og bragte dermed gæsterne på 3-2.

Brandvarme Luis Suarez, der fredag blev kåret til månedens spiller for december i Premier League, var heller ikke færdig med at imponere.

Den indskiftede angrebsmakker Daniel Sturridge fandt fikst uruguayaneren, der fra en spids vinkel følte bolden over i det lange hjørne til 4-2.

Seks minutter før tid bragte Jonathan Walters fornyet spænding i kampen efter en reducering, hvor Simon Mignolet i Liverpool-målet droppede fælt.

Tre minutter efter lukkede Daniel Sturridge definitivt kampen, da han sendte en returbold fra sin egen afslutning mellem benene på Jack Butland til slutresultatet 5-3.

Med sejren overtager Liverpool fjerdepladsen fra lokalrivalerne Everton.

/ritzau/