Liverpool taber i Gerrards Anfield-afsked

Skrevet af admin

16/05/2015

Dagens topnyheder

Steven Gerrard har spillet sin sidste ligakamp for Liverpool på klubbens hjemmebane Anfield, hvor han debuterede i 1998 i en kamp mod Blackburn.

Lørdag var fokus mere eller mindre kun på Gerrard, da Liverpool hjemme floppede og tabte med 1-3 til Crystal Palace i Premier League.

Inden kampen gik Liverpool-anføreren ud som sidste mand på banen, hvor de to holds spillere og dommerkvartetten klappede ad ham i en æresport, mens stadion sang hans navn.

Da først kampen kom i gang, gjorde Gerrard spillemæssigt ikke noget for at være i fokus i første halvleg.

Gerrards tidligere holdkammerat Martin Kelly var dog opsat på at give sin gamle kaptajn en afskedsgave. Efter 25 minutter spillede Crystal Palace-spilleren med en dårlig aflevering Adam Lallana helt fri, og Lallana gjorde det sikkert til 1-0 for hjemmeholdet.

Dermed kunne det tyde på en festlig afslutning for Gerrard, men sådan skulle det ikke blive.

Efter 43 minutter blev der dømt frispark uden for feltet. Til publikums fortrydelse var det dog ikke i den ende, hvor Liverpool og Gerrard skulle score.

Frisparket var nemlig til Crystal Palace, og det blev udnyttet på flotteste vis af Jason Puncheon, der udlignede til 1-1.

Begge hold kom offensivt indstillet ud til anden halvleg, men der skulle en taktisk genistreg til fra Crystal Palace-manager Alan Pardew side, før der blev scoret yderligere.

Pardew bragte efter 58 minutter Wilfried Zaha på banen, og et minut efter gjorde Zaha det til 2-1.

Fire minutter senere nåede publikum at holde vejret i et kort øjeblik, da Steven Gerrard tog tilløb til et spark på mål. Gerrards afslutning blev dog reddet af målmand Wayne Hennessey.

Crystal Palace ramte også overliggeren, før holdet i overtiden fremtvang straffespark. Glenn Murray brændte straffesparket, men var selv hurtigst over returen og gjorde det til slutresultatet 3-1.

Mange havde nok forventet, at Steven Gerrard ville blive skiftet ud til hyldest, men efter 86 minutter foretog manager Brendan Rodgers sin sidste udskiftning. Dermed blev Gerrard på banen i hele opgøret.

I tabellen rykker sejren placeringsmæssigt intet for Crystal Palace, der fortsat er nummer 12, mens Liverpool forbliver nummer fem inden sidste runde.

/ritzau/