Liverpool uden Agger tabte til Celtic

De skotske mestre vandt kampen 1-0, og Liverpool var uden holdets danske midterforsvarer Daniel Agger.

Liverpool-manager Brendan Rodgers fastslog, at det ikke var på grund af et kommende skifte til Barcelona, at Agger ikke var med.

- Der er to ting med Daniel. Den ene er, at han havde noget væske i knæet efter Stevens (Gerrard, red.) testimonial-kamp. Det skulle han have fjernet, så han har ikke trænet i hele ugen.

- Den eneste anden udvikling er, at vi har gjort ham til viceanfører. Der er ingenting i forhold til Barcelona. Han er en topspiller, som virkelig gerne vil arbejde for klubben, og jeg ser frem til at se ham i sin nye rolle, fastslog Rodgers efter kampen ifølge Liverpools officielle hjemmeside, hvor han i øvrigt roste angriberen Daniel Sturridge, der vendte tilbage til holdet efter en sommer, hvor han har genoptrænet en ankelskade.

Rodgers forklarede samtidig, hvad planen er i forhold til Luis Suarez, som fortsat er uden for førsteholdstruppen og ikke var med i Dublin.

- Først må han erkende problemet og undskylde over for holdkammeraterne og klubben. Når vi får fastslået, at han igen er klar til at kæmpe, som han hele tiden har gjort...

- Luis har kæmpet utrætteligt for klubben. Den Luis Suarez, som har oplevet i den sidste tid, er ikke den samme, som jeg kender, og vi er nødt til at beskytte gruppen og fansene.

- Han har tilbragt et par dage for sig selv. Når han kommer tilbage fra sin rejse med Uruguays landshold, så tager vi bestik af situationen.

Rodgers fastslog endnu engang, at Suarez ikke skal sælges til en af Liverpools konkurrenter.

- Han skal ikke til Arsenal, det er helt sikkert. Vi vil beholde ham. Han er en verdensklasse-angriber, og når han igen er klar til at kæmpe for Liverpool, vil vi tage imod ham med åbne arme, fastslog Brendan Rodgers efter 0-1 nederlaget mod Celtic.

Dagens Gossip