Liverpool undgår pokalfiasko i straffesparkskonkurrence

Skrevet af admin

24/09/2015

Dagens topnyheder

Carlisle ligger nummer ti i Englands fjerdebedste fodboldrække, men onsdag aften var lilleputterne tæt på en sensationel sejr på Anfield over selveste Liverpool.

Hjemmeholdet undgik dog en ydmygelse i Liga Cuppen, da holdet vandt i straffesparkskonkurrence.

Målmand Adam Bogdan blev helten, da han reddede tre forsøg i straffesparkskonkurrencen. Liverpool selv misbrugte to straffespark.

Bedømt ud fra Liverpools holdopstilling var det ikke fordi, at holdet havde undervurderet den på papiret meget svagere modstander. Liverpool stillede op med et hold, der lige så godt kunne være startet inde i Premier League.

Og det begyndte da også planmæssigt for Liverpool, da Danny Ings bragte klubben foran 1-0 efter 24 minutter. Den føring holdt dog kun ti minutter, før Derek Asamoah udlignede.

Ingen af holdene fik scoret yderligere, og efter 120 minutter blev der fløjtet til straffesparkskonkurrence. Det skete på trods af, at Liverpool ifølge BBC havde 47 afslutninger gennem kampen, mens udeholdet havde fire.

Mere problemfrit gik det for Manchester United, som hjemme på Old Trafford vandt med 3-0 over Ipswich Town fra The Championship. Wayne Rooney, Andreas Pereira og Anthony Martial scorede for Manchester United.

Udeholdet havde ikke Jonas Knudsen med i truppen.

/ritzau/