Livløs fritidsdykker fundet i havet ved Korsør

Skrevet af admin

28/03/2016

Dagens topnyheder

En livløs fritidsdykker er mandag blevet trukket op af vandet ved det gamle færgeleje i Halsskov ved Korsør.

Noget gik tilsyneladende galt, da manden sammen med en anden dykker var ved at lave nogle øvelser under vandet.

- Makkeren er nødt til at gå op og efterlade den anden, siger Bo Georg Petersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Endnu ved vagtchefen ikke, om den 47-årige dykker overlever.

- Han har været under vandet i en times tid, men jeg ved, at de arbejder på at genoplive ham, siger Bo Georg Petersen omkring klokken 13.15.

Til Ekstra Bladet fortæller vagtchefen en halv time senere, at manden nu er blevet bragt til Odense Universitetshospital, hvor man vil fortsætte genoplivningen.

- Når man bliver fundet livløs i så koldt vand, så er der en chance for, at man kan få manden genoplivet ved langsomt at varme ham op igen. Det er, hvad vi forsøger at gøre lige nu, siger vagtchefen til eb.dk.

Dykkerens pårørende er i færd med at blive underrettet.

/ritzau/