Livredderne er klar til badesæsonen

Her vil livredderne over de næste otte uger give råd om badesikkerhed og holde øje med strandgæsterne. Og livredderne har trænet hele foråret, så de er klar, hvis deres assistance bliver nødvendig.

»Vi håber naturligvis på en sommer med godt vejr, så danskere og turister kan nyde vores mange gode strande. Jeg vil opfordre alle til at vælge en strand med livreddere, for de er trænet i at komme badegæster til undsætning, hvis nogen kommer i vanskeligheder i vandet,« udtaler Erik Bech, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, i en pressemeddelelse.

Men han opfordrer også de badende til at være opmærksomme på egen og andres sikkerhed.

»En anden ting, der ikke kan siges ofte nok, er, at forældre aldrig må slippe børnene af syne, når de er på stranden,« siger han.

Selvom sidste sommer ikke ligefrem var én lang hedebølge, var der travlt på strandene landet over.

»Livredderne gennemførte 36.214 indsatser, som blandt andet inkluderer almindelig førstehjælp ved snitsår, dehydrering og bistik. Samtidig er der meget forebyggende arbejde, hvor livredderne giver strandgæsterne råd om vand- og vejrforhold, og på den måde er de med til at forhindre ulykker i at opstå. Ud af det samlede antal indsatser vurderes de 24 som aktioner, hvor personer har været i livsfare. Antallet af indsatser vidner om, at livredderne spiller en vigtig rolle for sikkerheden på stranden,« siger René Højer, som er ansvarlig for bade- og vandsikkerhed i TrygFonden, i meddelelsen.

På strandene er livreddertårnene bemandet alle ugens dage i perioden fra 24. juni til 17. august fra klokken 11-19. I havnebadene er livreddertårnene bemandet fra 15. juni til 31. august. Havnebadet ved Fisketorvet og Havnebadet Sluseholmen i København er åbent alle dage klokken 11-19. Havnebadet på Islands Brygge i København er åbent mandag-fredag klokken 7-19 og lørdag-søndag klokken 11-19.

Dagens Gossip