Livsfarlig medicin er fortsat til salg

Myndighederne blev for ti år siden advaret af apotekerne om livsfarlig eller ubrugelig medicin - i dag er halvdelen fortsat til salg. Det skriver Ekstra Bladet.

Apotekerne, der har lavet listen, har i årevis solgt løs af medicin, som de altså selv mener burde tages af markedet.

Det var den daværende Lægemiddelstyrelse, der 17. juli 2002 fik et to siders langt brev fra apotekerne.

I brevet advarer Apotekerforeningen imod 23 lægemidler, som de mener bør revurderes eller helt fjernes fra markedet. Begrundelse: Der er tvivl, om midlerne er sikre nok - eller om de overhovedet virker.

I dag er 12 af midlerne fortsat på markedet, heriblandt et præparat som på apotekernes sorte liste bliver vurderet til at have alvorlige bivirkninger. Og et andet middel, som apotekerne ønskede fjernet fra markedet, da man var i tvivl om sikkerheden.

Syv af midlerne fra listen blev først fjernet flere år efter advarslerne. Det gælder blandt andet midlerne Doloxene og Abalgin. De forsvandt først fra det danske marked i 2011.

Det skete, efter at det europæiske lægemiddelagentur, EMEA, i 2009 havde anbefalet, at midlerne blev fjernet på grund af en "høj forekomst af forgiftninger og dødsfald".

Hos Forbrugerrådet er man ikke i tvivl: Sundhedsmyndighederne har sovet i timen.

- Det er simpelthen ikke godt nok, siger sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Sine Jensen til Ekstra Bladet.

- Når der kommer sådan en henvendelse fra apotekerne, så forventer jeg klart, at myndighederne tager det alvorligt og reagerer på den, tilføjer hun.

Hos Sundhedsstyrelsen forsvarer man sig med, at loven kræver klare beviser for, at bivirkninger "overtrumfer" medicinens effekt, før man kan fjerne et lægemiddel.

Steffen Thirstrup, chef for lægemiddelvurderingen hos Sundhedsstyrelsen, erkender dog, at den kunne "have faret frem med kraft i 2002".

Apotekerne har pligt til at føre receptpligtige lægemidler og kan dermed ikke selv fjerne dem fra hylderne.

 

Dagens Gossip