Livsfarligt: Kastede flasker ned på gaden fra stor højde

Lokalpolitiet i Kolding søger vidner til flaskekast natten til søndag.

Klokken 1.55 fik politiet en anmeldelse om, at der blev kastet flasker ned på gaden fra øverste etage i en ejendom i Munkegade i Kolding.

En patrulje blev sendt til stedet og her traf det fem personer. Men det kunne ikke fastslås, at de havde med den livsfarlige leg at gøre.

- Vi ser meget alvorligt på sagen og hvis vi finder personer, så straffes det hårdt. Hvis nogen på gaden bliver ramt af en flaske, der kastes fra en stor højde, så kan folk jo dø af det, fortæller Carsten Andersen fra lokalpolitiet i Kolding, til Dagens.dk.

Han tilføjer, at det formentlig har været folks kådhed i forbindelse med, at de var fulde.

Dagens Gossip