Livsfarligt radioaktivt materiale fundet i Mexico

De mexicanske myndigheder har fundet den lastbil med farligt radioaktivt materiale, som for nylig blev stjålet tæt ved Mexico City.

Køretøjet var lastet med den radioaktive isotop kobolt 60, der kan være ekstremt farlig. Materialet bruges til sygdomsbehandling med radioterapi.

Det radioaktive stof blev fundet flere hundrede meter fra lastbilen og var blevet taget ud af den stål-container, hvori materialet lå beskyttet. Alle, der har været i kontakt med den radioaktive kilde, er i fare, lyder det fra myndighederne.

Militær- og politistyrker har afspærret stedet for at fjerne det farlige materiale og for at sikre, at området ikke bliver forurenet.

Lastbilen transporterede stoffet fra et hospital i byen Tijuana til et depot for radioaktivt materialer, da den blev stjålet af bevæbnede mænd i Tepojaco nær Mexicos hovedstad.

Det stjålne stof kan ikke benyttes til atomvåben, men teoretisk set kan det benyttes i det, der kaldes en "beskidt bombe" - en bombe der spreder radioaktivt materiale over et større område.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV