Livstegn fra Vanuatus småøer melder om total ødelæggelse

Der er mandag begyndt at komme livstegn fra flere af de fjernest beliggende øer i stillehavsnationen Vanuatu, der i weekenden blev ramt af den meget kraftige tropiske orkan Pam.

Selv om livstegn fra øerne i sig selv er et godt tegn, tegner de første bulletiner et billede af flere småsamfund, der er blevet totalt udslettet af orkanen.

Flere af øerne lå direkte på den rute, som orkanen tog, da den bevægede sig ned gennem det sydlige Stillehav med vindhastigheder på op til 300 kilometer i timen.

Det officielle dødstal er fortsat otte, hvoraf seks er omkommet i hovedstaden Port Vila, der generelt har stærkere bygninger og bedre infrastruktur end de fleste andre af de mere end 60 andre beboede øer i Vanuatu.

Især er der bekymring for øen Tanna, der ligger 200 kilometer syd for Port Vila. Det var her, de allerstærkeste vinde blev målt natten til lørdag. Indtil videre er det kun lykkedes at lave overflyvninger af øen, og tilbagemeldingerne går på, at øens bygninger er smadret fuldstændig.

Militærfly fra Australien og New Zealand har fløjet vand, sanitetsudstyr, medicin og telte ind til Vanuatu. Samtidig genoptages kommercielle flyvninger mandag for at bringe hjælp ind - og tage turister med ud.

Vanuatus præsident, Baldwin Lonsdale, siger mandag til australske medier, at den kraftige cyklon til dels skyldes den globale opvarmning, og det er nationer som hans, der mærker mest til konsekvenserne.

Australien, der bidrager med penge og nødhjælp til Vanuatu, har omkring 3000 statsborgere på øerne. Der er ingen meldinger om, at nogen af dem skulle være døde, siger Australiens udenrigsminister, Julia Bishop, mandag.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip