Livvagt hængt i Pakistan for blasfemi-drab på guvernør

Mumtaz Qadri, der i 2011 skød og dræbte den liberale Punjab-guvernør Salman Taseer, er mandag blevet henrettet i et fængsel i Rawalpindi. Det oplyser en talsmand for pakistansk politi.

- Qadri blev hængt i Adiala-fængslet tidligt mandag morgen, siger polititalsmand Sajjid Gondal.

Mumtaz Qadri, der var en af Salman Taseers livvagter, skød guvernøren 28 gange på et marked i Islamabad 4. januar 2011.

Det gjorde han, har han siden hen forklaret, fordi Taseer havde opfordret til at reformere Pakistans strenge blasfemilov, der åbner op for dødsstraf til personer dømt for at krænke profeten Muhammeds ære.

Guvernør Taseer havde støttet en kristen kvinde og mor til fem, der i november 2010 blev dømt til døden efter at være fundet skyldig i blasfemi.

En pakistansk domstol dømte efter drabet livvagten til døden.

Mandagens henrettelse af Taseers drabsmand udløste voldsomme protester blandt konservative tilhængere af Qadri i flere byer i Pakistan, blandt andet i Karachi, Lahore og Islamabad. Her brændte demonstranter dæk af og råbte slagsord.

Den største protest fandt sted i Karachi, hvor op mod 7000 mennesker var på gaden.

- Jeg er stolt af min martyrsøn, fortalte Mumtaz Quadris far, Bashir Awan, som deltog i en af protesterne, til AFP.

Samtidig sagde han, at han er parat til at ofre sine fem andre sønner "til ære for profeten".

Amnesty International fordømmer henrettelsen.

- Dødsstraffen er altid en overtrædelse af menneskerettighederne uanset omstændighederne eller karakteren af forbrydelsen, udtaler gruppens direktør i Sydasien, Champa Patel.

ritzau/AFP

Dagens Gossip