LLO: Udsmidningsdom skal kun bruges i nødstilfælde

I Lejernes Landsorganisation (LLO) tager man dommen til efterretning og opfordrer til, at den ikke bruges til at straffe familier, hvor mindreårige familiemedlemmer begår kriminalitet, men at den kun bruges i situationer, hvor en opsigelse er den absolut eneste udvej, fortæller formand Helene Toxværd.

»Jeg håber, at dommen kun vil blive brugt i absolutte nødstilfælde, for i et retssamfund kan man ikke straffe hele familier – små eller store for enkelte familiemedlemmers kriminalitet. Det vil være et brud på hidtidige danske retsprincipper om ikke at give kollektive straffe, og det er nok værd at hold fast i, også i ulykkelige situationer som denne,« siger Helene Toxværd.

LLO mener, at dommen rammer direkte ned der, hvor det for mange gør rigtig ondt - midt i afvejningen mellem den enkeltes retssikkerhed og hensynet til fællesskabet.

»Jeg håber oprigtigt, at dommens muligheder for at opsige en familie kun vil blive brugt i tilfælde, hvor en person udgør en reel fare for sine naboer, hvor alle andre midler er forsøgt, og hvor en opsigelse af en hel husstand er den eneste måde at skabe tryghed i området. Dommen må derimod aldrig bruges til at straffe eller skræmme lejere. Dommen skal heller ikke bruges til at disciplinere familier med sociale problemer,« siger LLO-formand Helene Toxværd.

De to familiers forsvarer, Erik Høimark fra Advokatkompagniet, synes ikke, at Højesterets dom er retfærdig.

»Den er retfærdig i forhold til de personer, der har begået noget kriminelt, men i mit univers er det simpelthen ikke retfærdigt at straffe deres familier. Der er jo ingen, der forestiller sig, at man skal løbe bag sine voksne sønner. Altså, det kan lade sig gøre at holde opsyn med mindre børn, men når de først er omkring 17-18 år, som de her drenge var, så er det umuligt at holde øje med dem konstant,« forklarer Erik Høimark og fortsætter:

»Jeg har orienteret familien om den potentielle mulighed, der ligger i at indbringe sagen for menneskerettighedsdomstolen, men spørgsmålet er, om de har ressourcer til det.«

I Den Europæiske Menneskerettighedskonvention står der, at ingen offentlig myndighed må gribe ind i en persons privatliv, familieliv eller hjem, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til blandt andet den offentlige tryghed eller for at forebygge uro eller forbrydelse.

Højesteret valgte at stadfæste dommen fra både Boligretten og Landsretten på grund af grovheden af ildspåsættelsen. Dermed, mener borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S), har samfundet sendt et klart signal om, »at vi ikke tolererer uro og utryghed i vores boligområder«.

»Jeg er helt overbevist om, at dommen vil virke præventivt og dermed kan bidrage til at sikre tryghed for beboerne i for eksempel Gellerup og Toveshøj (udsatte boligområder i Aarhus, red.),« siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Dagens Gossip