Llorente og Tevez skal score målene mod FCK

Det tunge Juventus-artilleri er kørt i stilling i aftenens Champions League-kamp hjemme mod FC København. Italienerne stiller i stærkest mulige opstilling.

Juventus-træner Antonio Conte har valgt at benytte angriberne Carlos Tévez og Fernando Llorente fra start. Det er et tegn på, at der ikke bliver taget nogen chancer mod københavnerne.

På den centrale midtbane hos Juventus er der blevet plads til den italienske landsholdsstrateg Andrea Pirlo, franske Paul Pogba og målfarlige Arturo Vidal.

På kanterne spiller Kwadwo Asamoah og Simone Padoin. Her er der tale om en mindre italiensk svækkelse, da Juventus må undvære Stephan Lichtsteiner, der normalt spiller på højrekanten i stedet for Padoin.

I forsvaret har Conte valgt den rutinerede målmand Gianluigi Buffon, som foran sig har Giorgio Chiellini, Leonardo Bonucci og Martin Caceres. Det er et yderst stærkt forsvar, som udelukkende består af landsholdsspillere.

Hele Juventus' startopstilling ser således ud (3-5-2):

Gianluigi Buffon; Martin Caceres, Leonardo Bonucci, Giorgio Chiellini; Simone Padoin, Andrea Pirlo, Paul Pogba, Arturo Vidal, Kwadwo Asamoah; Carlos Tévez, Fernando Llorente.

/ritzau/

Dagens Gossip