Lloris takker engelske fans for støtte

Skrevet af admin

18/11/2015

Dagens topnyheder

Testkampen tirsdag på Wembley mellem England og Frankrig var speciel i forhold til mange andre fodboldkampe.

Den blev afviklet blot fire dage efter de blodige angreb i Paris, og det gav en helt særlig og venskabelig atmosfære på stadion.

Blandt andet blev teksten til den franske nationalmelodi vist på storskærm, så de 80.000 tilskuere havde mulighed for at synge med og vise deres støtte til Frankrig.

- Først og fremmest vil vi gerne takke alle de engelske fans på stadion for deres respekt, lyder det fra den franske målmand Hugo Lloris, der til dagligt vogter målet for Tottenham, til ITV.

- Kampen handlede mere om solidaritet. Livet går stadig videre, og vi må også fortsætte.

Kampen endte 2-0 til England på mål af Lloris' holdkammerat Dele Alli og Manchester United-stjernen Wayne Rooney, men efter kampen var det ikke resultatet, som den engelske landstræner gik op i.

- Det var en meget gribende oplevelse. Det var alt, hvad jeg havde håbet på, det ville være. At spillerne gik sammen efter det ene minuts stilhed var virkelig alt, som vi ønskede at opnå, lyder det fra Hodgson ifølge dpa.

Både Frankrig og England er med ved EM-slutrunden i Frankrig i 2016.

/ritzau/