LO-arbejdere sakker bagud i 20 års skattereformer

Skrevet af admin

31/12/2015

Mest læste i dag

Når skiftende regeringer de seneste 20 år har reformeret skattesystemet, er der nogle grupper, der har fået mere ud af det end andre.

Og mens direktører og pensionister har fået 35 procent mere i rådighedsbeløb, så har LO-arbejderfamilien med to børn kun fået 12 procent mere at gøre godt med i dagligdagen.

Det viser en opgørelse over syv befolkningsgrupper fra Skatteministeriet ifølge Politiken.

Dermed har det for både de blå og røde regeringer vist sig at være svært at leve op til løfterne om, at børnefamilierne skulle have det bedre.

Det skyldes dog ifølge Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, i lige så høj grad, at der har været et stort lønpres i perioden.

- Ændringerne i skattesystemet har tilgodeset de velstillede, og udviklingen på arbejdsmarkedet har betydet, at der kun har været mindre lønstigninger til LO-arbejderne, siger han til Politiken.

Når pensionisterne har fået en del mere at gøre godt med, skyldes det ifølge Politiken stigninger i pensionen og større ATP-bidrag.

Omvendt har stigende boligskatter taget en stadigt større bid af lønkagen hos LO-familierne, der selv har måttet se arbejdsløse få større fremgang i rådighedsbeløbet i perioden.

/ritzau/