LO er klar til faglig blokade mod Ryanair

LO er klar til at indlede faglige blokade mod det irske lavprisselskab Ryanair, der omlægger sin ruteplan og flytter sit ene fly, som er tilknyttet selskabets nye base i København, til Kaunas i Litauen. Herfra skal flyet betjene en ny rute til København.

Det oplyser LO's næstformand, Lizette Risgaard, til TV2 News.

Ryanairs topchef, Michael O'Leary, meddelte fredag flytningen ved et pressemøde i København.

Han beklagede, at Ryanair tabte sin sag til Serviceforbundet i Arbejdsretten, som tillod fagforbundet at forhandle overenskomst med faglige kampskridt som blokade.

Ryanair får fra 14. juli sin ny base i Litauens næststørste by. Med flytningen slipper selskabet for at forhandle overenskomst for de ansatte, der nu er tilknyttet Ryanairs base i København.

- Vi har ikke fået mulighed for at se kontrakterne, siger Lizette Risgaard om, at Ryanair flytter 50 danske og svenske piloter samt kabinefolk til Litauen, fordi Arbejdsretten tillod Serviceforbundet at konflikte med faglige blokader for at få en overenskomst.

Hun afviser, at fagbevægelsen har været passiv i flere år, mens Ryanair har fløjet flere afgange fra Billund.

- Sagen er bestemt ikke slut for vores vedkommende. Det er Ryanairs afgørelse, om de vil have base i København. Hvis der ikke er baser i Danmark, er det som andre selskaber, der bare flyver ind og ud af Danmark, siger Lizette Risgaard.

Hun vi ikke oplyse, om fagbevægelsen laver blokade mod Ryanair i København og Billund eller kun i København.

- Hvis konflikten kommer i gang, bliver det ikke fra Danmark, at de kommer af sted, siger Lizette Risgaard om Ryanairs fly.

/ritzau/

Dagens Gossip