LO-formænd vil danne dagpengealliance med De Radikale

I kampen for lempelser af dagpengesystemet tager en gruppe af LO's lokalformænd et nyt våben i brug. I et brev til alle De Radikales lokalformænd opfordrer LO'erne til samarbejde, skriver Jyllands-Posten.

- Vi er overbeviste om, at mange i det radikale bagland har det skidt med de nuværende dagpengeregler, og at vi dermed har en fælles sag, skriver de 10 formænd fra Midtjylland ifølge avisen.

Fagbevægelsen har traditionelt et tæt forhold til Socialdemokraterne, men nu føler LO-baglandet sig altså også tvunget ud i en alliance med De Radikale.

- Vi får hele tiden at vide, at De Radikale er stopklodsen, der ikke vil gøre noget. Derfor prøver vi nu at få deres fodfolk med i kampen. De har større mulighed for at påvirke De Radikales ledelse, siger LO-formand i Silkeborg-Favrskov, Viggo Thinggaard, til Jyllands-Posten.

Med allianceopråbet bryder brevskriverne med LO's formand, Harald Børsting, der for to uger siden opfordrede til at lette dagpengepresset på regeringen.

De radikale græsrødder har hidtil holdt lav profil i debatten om finansloven, men på partiets landsmøde senere på måneden kommer dagpenge til debat, når en række radikale vil kræve forbedringer af den nye politiske leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard.

Han vil ikke udtale sig, men gruppeformand Camilla Hersom (R) siger, at "vi har vores bagland godt med os. Vi skal ikke lave flere lappeløsninger nu."

Hun henviser til, at der er nedsat en dagpengekommission, som skal finde frem til et muligt fremtidigt dagpengesystem.

/ritzau/

Dagens Gossip