LO fraråder lønnedgang for andre faggrupper

Slagteriarbejderne på Danish Crowns svineslagterier skal gå ned i løn og i stedet putte pengene i en fond til udvidelser af landmændenes stalde til svin.

Formanden for hovedorganisationen for fagforeninger (LO), Harald Børsting, mener, at aftalen er god - men den skal ikke sprede sig ikke til andre brancher.

- Slagteriernes situation er helt unik og kan ikke sammenlignes med andre brancher. Jeg lægger vægt på, at det er en konkret aftale, som er afgrænset til en kort periode, og som er indgået med de lokale parter, siger Harald Børsting.

- Men på det generelle plan vil jeg ikke anbefale, at medarbejdere går ned i løn, siger LO-bossen.

De ansatte skal over en fireårig periode putte op til 600 millioner kroner af deres løn i en fond. Og slagterimedarbejdernes jobplan sikrer jobskabelse og udvikling i landbruget og på slagterierne, lyder det fra LO.

- Jeg synes, det er både modigt og nytænkende, at medarbejderne på Danish Crown har valgt at investere i deres arbejdsplads. Det siger noget om deres loyalitet og tro på, at deres arbejdsplads er gearet til fremtidens udfordringer, siger Harald Børsting.

Det er tillidsmændene på Danish Crown, der har fået idéen til, at de ansatte skal betale for at beholde deres job. Det var enten udvikling eller afvikling af arbejdspladserne, siger tillidsmand Lars Mose til Ritzau.

- Tillidsmændene har øjnet muligheden for, at en investering i branchen kan være med til at løfte og sikre både en bæredygtig produktion i fremtiden samt nye job, siger Harald Børsting.

LO-formanden påpeger, at der er tale om en afgrænset periode - fra 2014 til 2017 - hvor de ansatte betaler med en del af lønnen for at holde gang i slagterierne. Til gengæld har ledelsen lovet, at ingen slagterier må dreje nøglen om i den periode.

/ritzau/

 

Dagens Gossip