LO hiver Ryanair i Arbejdsretten

Slagsmålet mellem LO og Ryanair blev optrappet yderligere tirsdag, da fagforbundet besluttede sig for at anlægge sag mod flyselskabet ved Arbejdsretten.

Sagen skal afklare, om det irske lavprisselskab skal tegne overenskomst for de ansatte, der fremover skal arbejde i København, hvor Ryanair etablerer en base.

LO har via Flyvebranchens Personale Union allerede sendt et konfliktvarsel til Ryanair i sidste uge, som flyselskabet endnu har til gode at svare på, men nu speedes processen altså op.

- Vi vil meget gerne have en afklaring hurtigt, så vi kan være klar til en eventuel konflikt allerede ved Ryanairs start i København 26. marts.

- Det er tidligere lykkedes med sådan en hastebehandling for eksempel i sagerne om Vejlegården og Nørrebro Bryghus, fortæller advokat i LO-fagbevægelsen Peter Nisbeth til avisen.dk.

Ryanair har indtil videre kategorisk afvist at tegne lokal overenskomst i alle de lande, hvor selskabet har etableret sig.

Men nu skal sagen stå sin prøve i Danmark, og det bliver altså Arbejdsretten, der afgør, hvornår første slag skal stå.

- Vi vil gerne have rettens ord for, at vi fuldt lovligt kan gennemføre en konflikt mod Ryanair.

- Derudover tager vi nu Ryanair på ordet. Selskabets chefer sagde i sidste uge, at de var parat til at tage en hvilken som helst retssag, der måtte komme, siger Peter Nisbeth til avisen.dk.

/ritzau/

Dagens Gossip