LO kræver kæmpe uddannelsesløft

»Det er i den grad en succes, at både ledige samt folk i faste job kommer for at få vejledning om deres uddannelsesmuligheder. Folk kommer for at sikre sig selv i deres nuværende job eller for at få råd om hvilken uddannelse de skal tage, hvis de gerne vil skifte job eller branche,« siger han.

LO vil nu have den sønderjyske model gjort landsdækkende, således at alle voksne danskere – uanset om de har et job eller leder efter det - får en mulighed for at opsøge en uddannelsesvejleder.

Forslaget om den nye vejledningsindsats overfor voksne i stil med UU-vejledningen for unge er en del af et større udspil, som LO i dag vil præsentere for det såkaldte Carsten Koch-udvalg. Udvalget er nedsat af regeringen for at komme med bud på en ny beskæftigelsespolitik.

LO-sekretær Ejner K. Holst mener, at uddannelse, og især meget mere uddannelse, bør være et centralt element i den fremtidige politik.

»Både ledige og mennesker med job skal rådgives for at kunne finde de relevante kurser. Adgang til uddannelsesvejledning er en nødvendighed, og helt fundamentalt for at sikre en sammenhæng mellem arbejdsmarkeds-, uddannelses, og erhvervspolitikken,« fastslår Ejner K. Holst.

Tanken om at alle voksne danskere skal kunne få vejledning i uddannelse får opbakning fra Dansk Arbejdsgiverforening, DA, der også skal deltage i mødet med Carsten Koch-udvalget.

»Grundlæggende lyder det som en ganske udmærket ide at tilvejebringe sådan nogle vejledningstilbud, så alle ledige og beskæftigede kan få overblik over, hvad der er af uddannelsesmuligheder. Der er behov for at samle og synliggøre tingene,« siger direktør Henrik Bach Mortensen fra DA.

Men herefter hører enigheden op. Arbejdsgiverne mener nemlig, at LOs øvrige krav er alt for dyre.

Blandt andet vil LO fordoble tiden, som de ledige kan uddanne sig. I dag er der ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse. Men fremover mener LO, at de forsikrede ledige skal have ret til 12 ugers arbejdsmarkedsrettet uddannelse.

BNB

Dagens Gossip