LO og FTF: Gør det lettere at drive virksomhed på landet

Skrevet af admin

14/04/2015

Dagens topnyheder

LO og FTF vil have lempet by- og landzoneloven, så det bliver lettere at oprette produktions- og servicevirksomheder i eksempelvis nedlagte landbrug.

Det sker som led i en større jobpakke, der fremlægges dagen efter, at LO åbent erklærede, at man i den kommende valgkamp vil stå frit i den kommende valgkamp og fremføre egne dagsordner i stedet for at koordinere indsatsen med Socialdemokraterne.

– Lad os være pragmatiske og gøre det lettere for folk med gode idéer at oprette virksomheder i de tyndt befolkede områder. Det vil skabe arbejdspladser og hermed mulighed for folk, der ønsker at leve i de mindre samfund, siger LO-formand Harald Børsting.

Tiltaget skønnes ifølge LO og FTF at kunne skabe omkring 400 flere job på få år og op til 1000 flere job på længere sigt.

LO og FTF opfordrer samtidig den kommende regering til at droppe de økonomiske sanktioner, som kommuner og regioner i dag bliver mødt med, hvis de overskrider deres budgetter.

Statens økonomiske sanktioner over for især kommunerne har ifølge forbundene betydet 27.000 færre offentligt ansatte end planlagt i 2011-2013, og den offentlige sektors beskæftigelse er fortsat med at falde i 2014.

– De økonomiske straffe over for kommunerne har vist sig at være ekstremt uhensigtsmæssige i en krisetid, hvor der i forvejen skæres i de offentlige budgetter.

- Derfor kan det kun gå for langsomt med at fjerne sanktionerne, siger FTF's formand Bente Sorgenfrey.

/ritzau/