LO raser mod regeringen: Vil lægge sag an

Toppen af den danske fagbevægelse varsler nu en international klagesag mod de traditionelt allierede i den socialdemokratisk ledede regering.

Det skriver Politiken fredag.

Anledningen er, at Grønland netop har vedtaget en stærkt omdiskuteret, såkaldt storskalalov, der tillader tusindvis af kinesere at komme til Grønland og anlægge jernminer på kinesiske overenskomster - med lav løn og uden en række gængse rettigheder.

Danmark ventes at blåstemple loven via en særlov i Folketinget. Når det sker, kan regeringen se frem til en sag i FN's Arbejdsorganisation (ILO).

Formanden for fagforbundet 3F, Poul Erik Skov Christensen, er ikke i tvivl om, at storskalaloven bryder med de internationale konventioner om retten til frie forhandlinger.

- Dette her er fuldstændig uacceptabelt. Hvis særloven bliver virkelighed, vil der blive anlagt en sag mod regeringen. Det er jeg ikke i tvivl om. Vi vil ikke bare sidde og kigge på det her, siger Poul Erik Skov Christensen til Politiken.

Han får følgeskab af næstformand for LO Lizette Risgaard:

- Nu skal vi have klargjort, om der sker overtrædelser af konventionerne. Og så vil muligheden være at anlægge en sag mod den danske regering, siger hun til Politiken.

Flere jurister vurderer over for Politiken, at fagbevægelsen har en god sag. De op mod 3.000 kinesere afskæres reelt fra grønlandske eller danske overenskomster. Samtidig bliver lokale fagforeninger forhindret i at organisere kineserne.

Begge parter bliver derfor krænket, vurderer advokat med speciale i arbejdsret og Grønland Henrik Karl Nielsen.

- Jeg mener klart, at denne lov bryder med konventionerne. Det er vigtigt, at vi har et arbejdsmarked, hvor parterne selv kan forhandle. Men her griber man direkte ind i den ret. Det ser ILO meget strengt på, siger han til Politiken.

Justitsminister Morten Bødskov (S), der skal fremsætte særloven, har ingen kommentarer til avisen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip