LO: Reform af erhvervsuddannelser sikrer fagligheden

Skrevet af admin

24/02/2014

Dagens topnyheder

Hvis man som ung ønsker at gå en faglært retning, så vil reformen af erhvervsuddannelserne være med til at sikre en gennemførelse af hele uddannelsen.

Det er den klare melding fra LO, der i en pressemeddelelse også slår fast, at de unge efter endt uddannelse vil have de bedste muligheder - enten for at få et godt job eller uddanne sig videre.

- I LO har vi fra starten fokuseret på tre grundprincipper for en reform af erhvervsuddannelserne, siger LO-sekretær Ejner K. Holst.

Hos organisationen har der været ønske om, at flere skal tage en erhvervsuddannelse, kvaliteten skal hæves, og de unge skal sikres en reel uddannelsesgaranti.

- Reformen hviler på netop disse principper, hvilket viser, at politikerne har lyttet til vores budskaber. Det er en stor dag for en faglært fremtid for Danmark, siger Ejner K. Holst.

Med reformen, der er faldet på plads mandag aften, bliver der ifølge LO en tydelig vej gennem erhvervsuddannelserne.

De unge stilles også en garanti for, at de kan gennemføre uddannelsesforløbet, og at den faglige kvalitet får et løft, lyder det fra organisationen.

- Nu kan vi sige til de unge og deres forældre, at erhvervsuddannelserne åbner to døre. Du kan få et vellønnet og spændende job eller fortsætte på en videregående uddannelse, siger Ejner K. Holst.

Det vækker derudover glæde hos LO, at der kommer fokus på, at alle erhvervsuddannelserne fagligt skal udfordres så langt som muligt.

- Uddannelsesgarantien har af gode grunde stået øverst på vores dagsorden. Vi vil ikke være med til at uddanne til arbejdsløshed, lyder det fra LO-sekretæren, som uddyber:

- Derfor vil der stadig være begrænsninger på enkelte fag, som tusindvis af unge gerne vil tage, men hvor arbejdspladserne simpelthen ikke er der.

Ejner K. Holst nævner eksempelvis arbejdspladser som flymekanikere, konditorer og dyrepassere, hvor der kan være problemer med at garantere arbejde.

/ritzau/