LO siger nej til skattelettelser for trepartspenge

Skrevet af admin

11/02/2016

Mest læste i dag

Skulle det lykkes at skabe luft i budgettet med de trepartsforhandlinger, der skydes i gang torsdag, så skal pengene ikke gå til skattelettelser.

Det siger LO's formand, Lizette Risgaard, efter det indledende møde mellem regering, lønmodtagere og arbejdsgivere.

- Jeg har i dag sagt, at vi ikke ser, at der overhovedet er råd til skattelettelser hverken i toppen eller i bunden, siger Risgaard.

- Det mulige råderum, vi eventuelt kan skaffe, ser vi ikke skal bruges på skattelettelser.

Regeringen mener, at det vil forbedre statsfinanserne med 2,5 milliarder kroner i 2020, hvis ambitionen om at få hver anden flygtning i arbejde lykkes.

For nylig måtte regeringen udskyde forhandlingerne om en skattereform, der ellers var planlagt til at foregå i foråret.

Det vakte harme hos Liberal Alliance, der har kæmpet hårdt for at få skrevet ind i regeringsgrundlaget, at ambitionen er at sætte topskatten ned fra 15 til 10 procent. Venstre er mest interesseret i at sænke skatten for de lavest lønnede.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger om Risgaards melding:

- Det er ikke i det her forløb, vi skal diskutere en skattereform. Regeringen har helt uændret en ambition, om at vi skal gøre noget ved skatten, særligt for folk med små indkomster.

- Jeg har ikke den fordring på Lizette, ligesom hun heller ikke har på mig, at vi bliver enige om alting i dag.

Lizette Risgaard medgiver, at hun ikke kan garantere, at et eventuelt provenu ikke kommer til at gå til skattelettelser.

- Men jeg må stole på en statsminister. Hvis vi indgår en aftale, og det også er en forudsætning for aftalen, hvad provenuet eventuelt kan bruges til, så regner jeg med det, siger hun.

- Men det er min opfattelse, at der er rigtig lang tid til, at vi i Danmark kan have råd til skattelettelser.

/ritzau/