LO Vejle inviterer til valgmøde

Skrevet af Elo Christoffersen

13/11/2013

Dagens topnyheder

Under overskriften ”Hvilket Vejle vil DU have?” inviterer LO Vejle til valgmøde i Bygningen i Vejle.

- Det bliver et valgmøde med adgang for alle og højt til loftet, idet politikere fra alle partier – fra det yderste venstre til det yderste højre – er inviteret og heldigvis også har sagt ja til at komme og deltage i debatten. Blandt andet vil man kunne møde Socialdemokraternes borgmesterkandidat Søren Peschardt, men også spidskandidaten for Liberal Alliance Peter G. Harboe, siger Hanne Ellegaard, formand for LO Vejle og tilføjer:

- Det er rigtig glædeligt, for det er nu engang mere spændende også at diskutere med dem, man ikke nødvendigvis er enig med. Og i øvrigt i god demokratisk ånd.

LO Vejle har bedt de inviterede lokalpolitikere om på valgmødet at forholde sig til nogle af de temaer, som organisationen finder vigtigt at få sat fokus på efter valget, blandt andet:

En arbejdsmarkedspolitik med sociale og arbejdsmæssige klausuler, en ansvarlig ind- og udlicitering af kommunale opgaver, en miljøpolitik, der bringer Vejle i front på klimaområdet,  udvikling af den kollektive trafik, kompetencegivende uddannelse til alle unge og gode livsvilkår for mennesker med handicap samt for ældre og socialt udsatte.

Valgmødet foregår i eftermiddag i Bygningen i Vejle fra klokken 17-20.