LO: Venstres reformplaner vil øge langtidsledigheden

Det mener LO, efter at Venstre fredag præsenterede en reform af beskæftigelsesområdet på partiets sommergruppemøde ved Nørre Vosborg i Vestjylland fredag.

Reformen betyder, at ledige skal kunne vælge frit mellem, om de vil have hjælp til at finde job fra et offentligt jobcenter eller en privat aktør, eksempelvis et vikarbureau. Desuden vil Venstre fjerne lediges ret til seks ugers selvvalgt uddannelse.

»Det er uforståeligt, at Venstre vil fjerne retten til seks ugers selvvalgt uddannelse. Det trækker i den forkerte retning, og vil være med til at øge langtidsledigheden, fordi de ledige mister en mulighed for at opkvalificere sig,« siger LO-sekretær Ejner K. Holst i en skriftlig kommentar.

»Vi har brug at investere i de arbejdsløse. Vi skal sikre dem uddannelse og opkvalificering, så de kan komme i varige job,« siger Ejner K. HOlst.

Han opfordrer Venstre til at en national alliance om beskæftigelsespolitikken på tværs af partiskellene på Christiansborg.

»Vi skal skifte meningsløs aktivering ud med meningsfulde tilbud. Det kræver, at alle relevante parter sætter sig sammen og tager ansvar. Derfor vil jeg opfordre Venstre til at gå med i en alliance, så vi sammen på tværs af politiske skel kan finde en god og holdbar løsning,« siger Ejner K. Holst.

Fra brancheorganisationen Dansk Erhverv lyder der derimod ros til Venstre for partiets reformplan.

»Beskæftigelsesindsatsen fungerer ikke i dag, og Venstres forslag om at lade private aktører være udførende i beskæftigelsesindsatsen er rigtig godt. Det er fornuftigt at give den ledige et frit valg mellem jobcenter, vikarbureau og andre private aktører. Det vil fremme konkurrencen og betyde, at de ledige kommer hurtigere i arbejde,« siger Ole Steen Olsen, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv.

Den liberale tænketank CEPOS glæder sig over, at Venstres oplæg vil medføre en årlig besparelse på fire milliarder kroner. Penge, der ifølge CEPOS kan bruges til at sænke skatter og afgifter.

»Det vil reducere OECDs højeste skattetryk, og det er der brug for, når danske virksomheder er udsat for et globalt konkurrencepres,« siger cheføkonom Mads Lundby Hansen.

Dagens Gossip