Lockout-ramt: Elevernes afgangsprøver udskydes

Folkeskolens skriftlige afgangsprøver flyttes på grund af lockouten, oplyser børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).

Lockouten har nu varet så længe, at de skriftlige prøver nærmer sig for folkeskolens afgangsklasser. Derfor bliver datoen for de skriftlige prøver nu flyttet.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

- I næste uge skulle folkeskolens skriftlige afgangsprøver være gået i gang, og skoler, forældre og elever bør have afklaring på, hvad der skal ske med prøverne inden storebededagsferien. Jeg har derfor besluttet at flytte de skriftlige prøver. De endelige datoer afklares snarest, siger Christine Antorini.

Det har de seneste uger stået hen i det uvisse, hvad lockouten ville komme til at betyde for folkeskoleelevernes afgangsprøver.

Prøverne skulle efter planen skulle afholdes fra den 2. maj.

Tidligere i dag opfordrede skoleledernes formand, Anders Balle, ministeren til at udskyde de skriftlige afgangsprøver.

De skriftlige matematikprøver for 9. og 10. klasserne skulle have været afholdt torsdag.

- Jeg synes, at det er rigtig fint. Vi kan ikke være bekendt over for de unge mennesker, hvis ikke de har lidt tid til at forberede sig inden prøverne, siger Anders Balle til Ritzau.

Udmeldingen vækker glæde hos Danske Skoleelevers nyudnævnte formand Agnete Vienberg Hansen.

- Jeg er rigtig glad for, at der endelig er kommet en udmelding, det er rigtig rart. Men nu vil jeg gerne vide, hvornår vi så skal have prøverne, siger hun til Ekstra Bladet.

Dagens Gossip