Lockouten kan fortsætte i ugevis

Støv i klasseværelserne, slunkne strejkekasser og anklager om aftalt spil mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.

Det er blot noget af det, som i den forløbne uge fik lærerformand Anders Bondo Christensen til at bede regeringen om at afslutte konflikten mellem lærerne og KL med et regeringsindgreb.

Men det er netop anklagen om aftalt spil, der får regeringen til at afholde sig fra et indgreb. Det mener arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.

- Det er følsomt for regeringen, hvis man laver et indgreb, og befolkningen får det indtryk, at der er tale om aftalt spil, siger Flemming Ibsen til Newspaq.

Og det er sandsynligt, at det kan være nok til at få regeringen til at helt droppe et regeringsindgreb og bare lade konflikten gå sin gang.

Det vil nemlig tømme lærernes strejkekasse, så de i sidste ende må gå tiggergang til KL og bede om en aftale - og det bliver på KL's præmisser, mener Flemming Ibsen.

- Så får regeringen nøjagtigt det, den vil have. Nemlig en aftale parterne selv har indgået, uden at de griber ind og lovgiver, og en aftale, der bygger på KL's arbejdstidsmodel, siger han og fortsætter:

- Så det kan godt være, at jo mere Bondo snakker, jo længere snakker han sig væk fra det regeringsindgreb, han gerne vil have, siger arbejdsmarkedsforskeren.

Det billede bekræftes af erfaringer gjort af TV2.

- Det, vi hører fra vores kilder, er, at hver eneste gang, at Anders Bondo siger, at nu må regeringen gribe ind, så er indgrebet 3-4 dage længere ude i fremtiden. Og hver gang, der bliver talt om aftalt spil, så skyder regeringen også indgrebet nogen dage, siger Henrik Qvortrup til TV2 News.

Men Anders Bondo Christensen har ikke tænkt sig at tie stille.

- Jeg bestræber mig jo på at sige, hvad jeg mener, og hvad jeg føler, siger lærerformanden til Newspaq.

Han mener, at de danske skoleelever og deres forældre bør tælle mere end regeringens gode navn og rygte.

- Jeg synes virkelig, det er kynisk, hvis man af hensyn til omdømme, siger så skubber vi den her yderligere et par dage, hvis man alligevel har tænkt sig at lave et indgreb. Det er jo menneskeskæbner, vi snakker om her, siger Anders Bondo Christensen.

KL's topforhandler, Michael Ziegler, har ikke ønsket at komme med en kommentar.

 

Dagens Gossip

Dagens TV