Løb fra kræften: Fire organisationer står bag stort velgørenhedsløb i København

YOU RUN - et nyt, ambitiøst velgørenhedsløb har set dagens lys. Indsamlingen går til Folkekirkens Nødhjælp, Kræftens Bekæmpelse, Læger uden Grænser og Scleroseforeningen.

Seniorprojektleder fra Kræftens Bekæmpelse, Lise Atzen Bjerregaard, siger om løbet:

- Vi har i en periode været på udkig efter et løb med længere distancer, og hvor det primære formål er velgørenhed. YOU RUN’s store styrke er i min optik samarbejdet mellem os fire NGO’er. Det giver bredde i eventen og deltagerne mulighed for at samle ind til den sag, som de brænder mest for. At eventen er bygget op omkring løb er også vigtigt for os, da vi ved, at fire ud af ti kræfttilfælde kan forebygges blandt andet ved hjælp af motion og sund livsstil.

Som deltager dedikerer man sin onlineindsamling og løb til en af de fire organisationer ved tilmeldingen. Velgørenhedsløbet har hentet inspiration fra lignende løb i New York og London, og der kan vælges mellem at løbe et kvart- eller halvmaraton. Med YOU RUN handler det ikke kun om at stå distancen på selve dagen, men i høj grad også om træningsforløbet og indsamlingen op til.

- Vi syntes, der manglede et løb med et større fælles formål. YOU RUN er mere end bare et løb. Det er en platform, hvor vi kan stå sammen, kombinere kræfterne og med handling vise vores støtte til en større velgørenhedssag – og samtidig skabe en positiv og unik oplevelse omkring det, siger Carsten Jagerkilde, som er en af initiativtagerne til YOU RUN.

Arrangørerne bag YOU RUN giver derfor også deltagerne muligheden for at stille op som hold med fx virksomheden, vennerne eller naboen – og skabe løbefællesskaber, hvor deltagerne træner og løber sammen for en fælles sag.

Den unikke rute med Københavns Inderhavn som arena er af samme grund ikke udvalgt med fokus på optimale tider og fodsåleræs; med kringlede gader og billedskønne omgivelser vil YOU RUN skabe en anderledes oplevelse for sine deltagere. Deltagerne vil bl.a. være de første til at gennemføre et løb over den nyetablerede Inderhavnsbro over Københavns Havn.

Vil du også gerne løbe for en god sag? Så kan du melde dig til her.

Dagens Gossip