Løchte efter hurtig sejr: Vi var overlegne

Skrevet af admin

15/01/2014

Dagens topnyheder

Tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen var kun i aktion i 57 minutter i sin første kamp i doublerækken ved grand slam-turneringen Australian Open natten til onsdag dansk tid. Og det med en sejr tilfølge.

Han og makkeren Johan Brunström vandt i sikker stil 6-2, 6-4 over Divik Sharan fra Indien og Lu Yen-Hsun fra Taiwan.

- Det var virkelig godt i dag. Utroligt solidt. Vi var rigtig gode i vores eksekvering, og vores egen servepartier gik fejlfrit. Vi var tidligt foran i breaks og så os ikke tilbage, lyder det fra den 30-årige dansker efter kampen.

- Det føles som en meget god kamp, hvor vi var overlegne i dag, tilføjer han.

Det skandinaviske makkerpar afgav ikke et eneste serveparti i kampen, der blev spillet i den australske middagshede.

Men mens nogle spillere måske ville se varmen som en ekstra modspiller på banen, så ser Frederik Løchte Nielsen anderledes på det:

- Nu var det kun double, så jeg dækker kun en halv bane. Den rent fysiske varme generer mig ikke så meget. Det er selvfølgelig voldsomt for krydderen. Det er ligesom at stikke hovedet ind i en ovn.

- Det jeg godt kan lide er, at forholdene bliver meget livligere, der kommer fart i boldene, siger han.

Med sejren har den useedede duo allerede klaret sig bedre, end de gjorde ved Australian Open for et år siden, hvor de blev slået ud allerede i første runde.

Det er endnu ikke afgjort, hvem Løchte og Brunström skal møde i anden runde. Det bliver enten russiske Mikhail Elgin og usbekiske Denis Istomin eller de 11.-seedede franskmænd Julien Benneteau og Edouard Roger-Vasselin.

/ritzau/