Løchte: Godt at komme til Australien med sejr

Skrevet af admin

13/01/2014

Dagens topnyheder

Når den skandinaviske duo bestående af Frederik Løchte Nielsen og svenske Johan Brunström om få dage spiller deres første kamp i herredouble ved Australian Open er det med et trofæ i bagagen.

Senest de to spillede sammen, resulterede det i en sejr ved ATP-turneringen i indiske Chennai, hvor planen egentlig bare var at vænne sig til at have skiftet side på banen.

- Det er godt at komme hertil med en følelse af at vinde og have gjort det godt. Det var en fin start på året, lyder det fra Frederik Løchte Nielsen.

- Det, der var meningen, var, at vi skulle nå at få et par kampe, så vi kunne finde os til rette, siger han.

Til trods for den nylige sejr har danskeren beskedne forventninger til årets første grand slam-turnering. Men lodtrækningen er lovende, mener han.

I første runde venter den useedede indisk-taiwanske double Divik Sharan og Lu Yen-Hsun.

- Jeg forventer mig aldrig noget af resultaterne, og jeg vil ikke sige noget dårligt om nogle modstandere. Men det er en udmærket førsterunde-lodtrækning. Vi kunne have risikeret så mange andre, siger Løchte.

- Men man ved selvfølgelig aldrig. Det er jo først en god lodtrækning, hvis vi benytter os af det, fortsætter han.

Han peger på, at han og Brunström i sidste års Australian Open blev slået ud i første runde og faktisk aldrig har vundet en kamp sammen i grand slam-regi.

- Hvis vi fortsætter i samme stil som i Chennai og også bliver lidt bedre - for det var der så sandelig også plads til - så tror jeg, at vi kan spille godt og vinde i første runde, vurderer han.

Løchte og Brunström deltog i sidste uge i en opvarmningsturnering i Auckland, men med andre partnere. Løchte røg ud i sin anden kamp i turneringen, mens Brunström blot fik en enkelt kamp i New Zealand.

/ritzau/