Løchte let videre i Eastbourne

Frederik Løchte Nielsen varmer op til Wimbledon ved græsturneringen i Eastbourne, og selvom han i denne uge har fået sig en ny makker, polske Marcin Matkowski, i stedet for bulgarske Grigor Dimitrov, ser det ud til at gå meget godt.

Mandag aften var Frederik Løchte Nielsen og Marcin Matkowski i aktion mod turneringens andenseedede par, Robert Lindstedt, Sverige og Daniel Nestor, Canada, men man skulle næste tro, at der var skrevet forkert i seedningen. Det var nemlig Løchte Nielsen og Matkowski, der spillede sig videre til anden runde uden de helt store problemer.

6-2, 6-3 lød sejrscifrene i kampen, der tog mindre end en time at færdiggøre. Dermed er det dansk/polske par videre til kvartfinalen, hvor modstanderne hedder Paul Hanley, Australien og Ken Skupski, England.

Til gengæld må svenske Robert Lindstedt efterhånden være godt træt af at møde Frederik Løchte Nielsen på engelsk græs. Han var den ene del af makkerparret, som Løchte Nielsen og Jonathan Marray besejrede i Wimbledon-finalen for et år siden.

Men selvom det ser ud til at gå meget godt med den polske makker, så er det Grigor Dimitrov, som den 29-årige dansker danner par med til årets Wimbledon, der begynder 24. juni.

Dagens Gossip