Løchte Nielsen taber tenniskvartfinale i Cherbourg

Tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen tabte fredag kvartfinalen i Challenger-turneringen i Cherbourg, Frankrig.

Efter en række flotte resultater undervejs gik den ikke længere, da franske Kenny de Schepper stod på den anden side af nettet.

Danskeren tabte til den ottendeseedede franskmand med 5-7, 3-6 på en time og 22 minutter.

Den 32-årige Frederik Løchte Nielsen kom ellers godt fra start i første sæt, hvor han brød til 4-3, men han blev hurtigt brudt tilbage igen.

I andet sæt kom den rutinerede dansker bagud 2-5, før han pyntede på stillingen, og sættet siden blev afgjort på første matchbold.

Kenny de Schepper er nummer 150 på verdensranglisten i single.

Frederik Løchte Nielsen er rangeret som nummer 431 og måtte gennem kvalifikation for at komme ind i hovedturneringen i Cherbourg. Her besejrede han i anden runde turneringens topseedede spiller Filip Krajinovic, som ligger nummer 98 i verden.

Som sådan giver Frederik Løchte Nielsens præstationer i Frankrig en god ballast, før han skal spille Davis Cup for Danmark i næste uge.

Danmark møder på udebane Georgien i tennissportens tredje division - Europa/Afrika gruppe 2.

/ritzau/

Dagens Gossip