Løchte vinder og er klar til svær opgave i Wimbledon

Frederik Løchte Nielsen er videre til ottendedelsfinalerne i mixeddouble i Wimbledon.

Den danske tennisspiller, der lørdag røg ud af herredouble, hvor han ellers er forsvarende mester, måtte igennem en tæt kamp med sin svenske makker Sofia Arvidsson, før de vandt over 16-seedede Dodig/Erakovic.

Den dansk-svenske duo tabte første sæt 3-6, men herefter fik de to bedre styr på spillet. Derfor var Frederik Løchte og Sofia Arvidsson i teten i andet sæt, hvor de vandt 6-3.

I starten af tredje sæt haltede det dog igen for Løchte og hans makker, og det så skidt ud, da de kom ned med et break og var bagud 1-3. Men så fik Frederik Løchte og Sofia Arvidsson igen overtaget, og de kørte sættet hjem med cifrene 6-4.

Dermed har den skandinaviske konstellation altså sikret sig adgang til ottendedelsfinalerne, hvor de to virkelig skal ramme deres absolutte topniveau, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at holde liv i drømmen om en Wimbledon-triumf. Her venter nemlig de stærke førsteseedede Bruno Soares og Lisa Raymond.

Brasilianske Bruno Soares er nummer seks på verdensranglisten for mandlige doublespillere, mens Lisa Raymond har 11 Grand Slam-titler på cv'et - og er forsvarende mester i mixeddouble i Wimbledon.

Helt samme meritter kan Løchte og Arvidsson ikke prale af. Løchte har sidste års Wimbledon-triumf som det store resultatmæssige højdepunkt, og han er aktuelt nummer 17 på ATPs double-verdensrangliste, mens Sofia Arvidsson, der ikke har de store resultater i double, er nummer 171 på kvindernes ditto.

Dagens Gossip