Løhde indleder kamp for at rydde gangene for patienter

Skrevet af admin

21/01/2016

Mest læste i dag

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) trækker i arbejdskitlen torsdag, hvor forhandlingerne om en akutpakke begynder med de øvrige borgerlige partier.

Regeringen har i forbindelse med finanslovsaftalen sat 1,2 milliarder kroner af over de næste fire år til en national handlingsplan for ældre medicinske patienter.

Målet er blandt andet at komme overbelægningen til livs. Patienterne skal væk fra sygehusgangene.

I første omgang skal der forhandles om 400 millioner kroner til en akutpakke, og hospitalerne skal allerede i år have omkring 220 millioner.

- Jeg kan ikke love, at vi kan knipse overbelægningen væk i morgen eller i overmorgen. Det er et langt og sejt træk. Men jeg kan love, at vi sætter handling bag ordene og rent faktisk får gjort noget ved det, siger Sophie Løhde til Ritzau.

Penge gør en forskel, siger ministeren. Men det handler også om at tilrettelægge bedre patientforløb.

- Hvis vi skal overbelægning til livs, og det skal vi, så skal vi sætte ind både før, under og efter sygehusindlæggelse, og det er derfor, vi lægger op til, at vi gør noget her og nu på sygehusene.

- Det handler om flere varme hænder i form af læger og sygeplejersker, og det handler også om, at vi i kommunerne skal være bedre til at tage imod de ældre medicinske patienter, når de bliver udskrevet fra sygehusene, siger Løhde.

Hun kalder projektet "sikkert patientflow" for noget, der skal udbredes til flere hospitaler. Det seneste år har projektet kørt på 12 sygehuse, blandt andet i Slagelse og Holbæk.

Såkaldte flowkooordinatorer i form af erfarne sygeplejersker har konstant fokus på overbelægningen, og det har hjulpet i forhold til at få fordelt patienterne bedre på det enkelte hospital, lyder det fra Løhde.

- Det handler om arbejdstilrettelæggelse. Jeg har besøgt en masse afdelinger, som har sat målrettet ind mod overbelægning ved at være med i projektet.

- Med nogle forholdsvis simple arbejdsredskaber har man gjort rigtig meget ved overbelægning, siger Løhde.

Den nationale handlingsplan er en del af finanslovsforliget mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative.

/ritzau/