Løhde: Regionerne skal tjekke læger inden ansættelse

Skrevet af admin

12/09/2015

Dagens topnyheder

Regionerne har et ansvar for at tjekke, om lægerne har de rette kompetencer, før de bliver ansat.

Sådan svarer sundhedsminister Sophie Løhde (V) på kritik af, at det er svært at stoppe læger, som kan være farlige for patienterne.

Det sker, efter at Ekstra Bladet lørdag kan fortælle, at mindst tre læger, der har fået frataget eller indskrænket deres autorisation i Norge eller Sverige, bagefter har arbejdet i Danmark.

- Der er ingen tvivl om, at Sundhedsstyrelsen skal være på stikkerne og reagere, når de bliver bekendt med, at læger og andre sundhedspersoner kan være til fare for patienterne, siger Sophie Løhde i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Men det er samtidig vigtigt at gøre sig klart, at regionerne, der ansætter sundhedspersonerne, har et ansvar for at få indhentet referencer på de læger, de overvejer at ansætte, siger hun.

Sundhedsstyrelsen siger til Ekstra Bladet, at man ikke har hjemmel i loven til at stoppe disse læger, og patientforeningen Danske Patienter foreslår, at man som udgangspunkt fratager disse læger deres danske autorisation.

Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, vil mandag kalde ministeren i samråd om sagen.

Sophie Løhde gør det klart, at hun gerne drøfter med Socialdemokraterne og andre partier i Folketinget, hvordan politikerne kan sikre, at der bliver grebet hurtigt ind over for læger og andre sundhedspersoner, der kan være til fare for patienterne.

Hun mener, at regionerne skal have faste procedurer, så de som en naturlig del af ansættelsesforløbet tjekker lægernes referencer.

Også Liberal Alliances sundhedsordfører, May-Britt Kattrup, mener, at nogle af de kedelige historier falder tilbage på de regioner, der har ansat de problematiske læger:

- Når andre virksomheder skal finde egnede kandidater til et ledigt job, så tjekker de ansøgernes referencer, og det samme bør regionerne gøre.

/ritzau/