Løkke advarer mod at flygte fra dagpengereform

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) advarer mod at løbe alt for hurtigt væk fra det nuværende dagpengesystem.

Det sker efter, at Socialdemokraternes nye formand, Mette Frederiksen, overraskende understregede, at det store oppositionsparti ønsker at bruge flere penge på dagpengesystemet under Folketingets åbningsdebat.

Men Lars Løkke Rasmussen manede til ro:

- Pas nu på med, at man ikke får flyttet sig alt for hurtigt væk fra den ansvarlighed, man selv stod for, da man selv sad i regering, siger han.

- Jeg har ikke lyst til at kommentere meget håndfast på det, der er blevet sagt om ekstra ressourcer, fortsatte han.

Dagpengekommissionen kommer med sine anbefalinger 19. oktober.

Da SR-regeringen nedsatte en dagpengekommission sidste år, var opgaven klar. Det måtte ikke koste ekstra penge, selvom reglerne for eksempelvis genoptjening blev ændret.

Siden da har både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i klar tale fastslået, at det også er deres udgangspunkt. Selvom dagpengesystemet skal ændres, må det ikke koste ekstra penge.

Men nu har Mette Frederiksen altså fået Socialdemokraterne på andre tanker. Flere penge er en nødvendighed for at lave et robust dagpengesystem, siger hun.

- Det er aldrig et selvstændigt mål at bruge flere penge. Og ud fra hvad vi indtil nu har kunnet erfare, er der muligheder inden for den nuværende ramme.

- Men det er afgørende, at vi nu får skabt et robust dagpengesystem. På den baggrund er det vores opfattelse, at der vil være behov for yderligere finansiering, fastslår Socialdemokraternes formand.

/ritzau/

Dagens Gossip